Angstbehandling med metakognitiv terapi
Angstbehandling kan foregå med flere forskellige udgangspunkter. Hos Metakognitivt Center Danmark arbejder vi ud fra den metakognitive metode. Hvad det helt konkret betyder i forhold til angstbehandlingen, fortæller vi her.
Angst og behandling af angst
Angst er en psykisk lidelse, som nogle gange kan være svær at ramme ind og diagnosticere, fordi den ofte udvikler sig glidende. Derfor kan det også være svært at vurdere, hvornår man bør søge behandling, da angst tilstanden bliver ens normale tilstand.
Der findes forskellige typer af angst, f.eks. panikangst, hvor angsten nærmest kommer buldrende og fuldstændig lammer én, og generaliseret angst, hvor angsten udspringer af overbekymringer og spekulationer. Med tiden kommer bekymringerne til at tage så meget overhånd, at man begynder at udvise angst symptomer.
Derudover findes der også en række forskellige fobier, f.eks social fobi og agorafobi, som falder ind under angst-betegnelsen.
Der findes mange forskellige former for angstbehandling, alt efter hvilken type angst, du lider af. Men den metakognitive behandling af angst har vist gode resultater på langt de fleste typer.
Hvordan foregår angstbehandling med metakognitiv terapi?
I den klassiske kognitive terapi, går man ind og arbejder med at sandhedsteste de negative tanker. Med den metakognitive angstbehandling lærer du i stedet, hvordan du håndterer tankerne på en hensigtsmæssig måde.
Netop en psykisk lidelse som angst opstår af overtænkning og tankemylder: De negative tanker kører i ring, forstærker sig selv og fylder mere og mere. Det er altså ikke selve de negative tanker, der er problemet, men derimod den måde, vi reagerer på tankerne.
Derfor lærer du med den metakognitive metode forskellige værktøjer til, hvordan du kan undgå at reagere på tankerne. Hvordan du kan betragte dem som skyer, der kommer og går, men som du ikke behøver at dykke ned i og gøre noget ved.
Tanker uden handling er bare – tanker
Under en session med metakognitiv angstbehandling øver vi, hvordan du kan lade være med at gå ind i tankerne. I stedet lærer du at koncentrere dig om de ting, du rent faktisk kan handle på. Du vil opleve, hvordan du allerede efter enkelte sessioner vil kunne sætte en effektiv stopper for grublerier og tankemylder, så du i stedet kan bruge kræfter på at leve dit liv.